05/05/2025 0 Kommentarer
JuliFestival
JuliFestival
# Nyheder

JuliFestival
JULIFESTIVAL 2025
Sommer i Danmark er de lyse nætters tid. Igen i år byder De 4 Kirker indenfor med fantastiske koncerter i sommerferien - sæt allerede nu kryds i kalenderen, for de dejlige danske sommeraftner skal selvfølgelig nydes fra vores fire skønne landsbykirker i sommerlandet. Koncerterne ligger alle på torsdage og starter kl. 20.30 - så der er god tid til at nyde en lækker middag på terrassen inden. Efter 40 - 45 minutters skøn musik i et køligt kirkerum, kan du begive dig videre ud i naturen og nyde udsigten og solnedgangen ved vores fantastiske kirker, der alle ligger i naturskønne områder. Alle koncerterne er gratis - Vel mødt!

Torsdag d. 3. juli kl. 20.30 i Husby Kirke
Margrethe Ingemann, Ditte Fromseier & Ask Nørholm
Denne aften fyldes kirkerummet af nordiske toner og drømmende folk. Med dybe rødder i den danske sangtradition vil sangerinde Margrethe Ingemann, sammen med Ditte Fromseier på violin og Ask Nørholm på guitar, tage os med på en musikalsk rejse, hvor personlige historier flettes sammen med amerikanske klange og nordiske traditioner. Lad tankerne flyve når Margrethes lyse sopranrødder og noter af kulningens magi væver tråde fra både fortid og nutid sammen. Musikken er fra Margrethes første soloplade, der udkommer i efteråret 2025. Velkommen til en magisk aften i en klangverden, hvor historien lever videre i hver eneste tone.

Torsdag d. 10. juli kl. 20.30 i Føns Kirke
Anne Marie Høst “Den keltiske harpe”
Denne sommerkoncert vil stå i harpens tegn, når Anne Marie Høst optræder solo med sin keltiske harpe.
Koncerten vil byde på tidlig keltisk musik fra Shetlandsøerne, skønne og stemningsfulde kompositioner fra 1700-tallets Irland med den blinde harpespiller O’Carolan i centrum samt nordiske aftentoner. Det bliver en aften, der indbyder til nydelse, ro og eftertanke. Anne Marie Høst er fast harpenist i Via Artis Konsort, et internationalt sammensat ensemble, som bringer middelalder- og barokmusikken til live, og af kirkeensemblet Prisme. Hun spiller derudover i Duo Høst med sanger Lene Høst, hvor de udforsker middelalder- og nordisk folkemusik.

Torsdag d. 17. juli kl. 20.30 i Ørslev Kirke
Jane Laut “orglet"
Jane arbejder dette år med at lade orgelmusik indgå i uprøvede sammenhænge, og på at udbrede og formidle kendskabet til orglet, der i toner omfavner noget af det, som ikke umiddelbart lader sig forstå med intellektet.
Derfor har orglet været kaldt Helligåndens instrument. Aftenens program vil indeholde musik fra forskellige lande, som er forbundet med sommer og aften. Jane fortæller undervejs kort om musikken og medbringer hjemmefra orgelpiber, som svarer til nogle af piberne på Ørslev kirkes vidunderlige orgel. På den måde får tilhørerne lejlighed til også at se, hvordan der er sammenhæng mellem hvordan en pibe er konstrueret og hvordan den lyder.

Torsdag d. 24. juli kl. 20.30 i Husby Kirke
Duo Askou//Andersen
Oplev smukke sommertoner med klassiske Duo Askou // Andersen, der består af Hanne Askou, violin og Frode Andersen, accordeon. De to musikere har dannet fast duo i mange år, spillet hundredvis af koncerter sammen over hele landet og udgivet flere album sammen. Duoens speciale er deres kammermusikalske, stemningsfulde og virtuose men nænsomme instrumentale arrangementer af salmer og sange fra den danske sangskat, blandet med nordiske folketoner. Der vil denne sommeraften med garanti også være velkendte danske sommer- og aftensange at finde på programmet. Vel mødt til en stemningsfuld aftenkoncert med to fantastiske musikere.

Torsdag d. 31. juli kl. 20.30 i Husby Kirke
Thorhan
Oplev Thorhan – et unikt musikalsk projekt, der blander nordisk og anatolsk musik i kreativ dialog og fejrer mangfoldighed gennem sin kunstneriske vision. De to kunstnere, Thor Arnarson fra Island og Orhan Özgür Turan fra Tyrkiet, er født og opvokset i Danmark og bringer deres rige kulturarv ind i musikken. Orhan Özgür Turan, en prisvindende musiker og virtuos på Baglama/Saz, spiller det gamle anatolske instrument og er kendt for sin ekspertise på tværs af forskellige stilarter. Thors eminente spil skaber unikke og fængslende lyde på elguitar. Begge kunstnere synger på deres modersmål (tyrkisk og islandsk) og skaber smukke instrumentale kompositioner. Kom og nyd en uforglemmelig koncertoplevelse, hvor tradition og innovation mødes!
Kommentarer