I spidshammerens spor

Et forsøg på at afkode det forlæg, som bygherren gav stenmesteren, da denne omkring år 1200 kom til Udby for at bygge kirken.

Af Jens Peter Hansen, Rolund

Stenmesteren
Martin A. Hansen introducerer i sin bog "Orm og Tyr" stenmesteren og hans geseller på byggepladsen med de mange kampesten, som i den tidlige middelalder afløser træ som bygningsmateriale til kirker.
Her hos os var stenene inden for rækkevidde, og de kyndige folk har kunnet kløve dem enten med hammer alene, eller ved med mejsel at lave huller i stenblokken og drive tørre bøge- eller egekiler ned i hullerne. Når kilerne trak fugt og udvidede sig, gav det tryk nok til at flække blokken. Den videre forarbejdning til kvadersten blev herefter gjort med en kortskaftet spidshammer og en vinkel for at få de fem sider rette og jævne. Spidshammeren skulle hærdes, så den holdt biddet og for hvert slag selv slog tilbage, sten for sten, igen og igen, dag efter dag.
Stenmester med dobbelt spidshammer. Gjøl Kirkes sydportal

Stenmesteren
Martin A. Hansen introducerer i sin bog "Orm og Tyr" stenmesteren og hans geseller på byggepladsen med de mange kampesten, som i den tidlige middelalder afløser træ som bygningsmateriale til kirker.
Her hos os var stenene inden for rækkevidde, og de kyndige folk har kunnet kløve dem enten med hammer alene, eller ved med mejsel at lave huller i stenblokken og drive tørre bøge- eller egekiler ned i hullerne. Når kilerne trak fugt og udvidede sig, gav det tryk nok til at flække blokken. Den videre forarbejdning til kvadersten blev herefter gjort med en kortskaftet spidshammer og en vinkel for at få de fem sider rette og jævne. Spidshammeren skulle hærdes, så den holdt biddet og for hvert slag selv slog tilbage, sten for sten, igen og igen, dag efter dag.
Stenmester med dobbelt spidshammer. Gjøl Kirkes sydportal
Den første stenkirke

Udby kirke anno 2003 set fra sydsiden
Den del af kirken, der her skal fortælles om, er skibet, den halvdel af det nuværende kor, der er tættest ved skibet, samt apsis - den hvælvede korrunding, der tidligere afsluttede kirken mod øst.
Apsis er nu taget ned, og de krumhuggede sten blev genanvendt, da koret blev forlænget, og de sidder blandt andet i den nuværende korgavl. Drejes alterskranken en halv omgang, vil det give et billede af den første stenkirkes grundplan og størrelse.

Fra denne første stenkirke vil vi interessere os for de granitsten, hvori spidshammeren har hugget profiler, skråkanter, tovsnoninger, hjørnehoveder, billedsten og anden udsmykning.

Skitse af typisk romansk kirke med Udby kirkes kendetegn

Udsmykket granitsokkel
Kirken er bygget på en dobbelt granitsokkel. Underste sokkelrække har antagelig en skråhugget kant hele vejen rundt under skib, kor og apsis, men kanten er ikke synlig overalt. Øverste sokkelrække er profilhugget foroven, men med to forskellige profiler.
Udby kirke anno 2003 set fra nordsiden.
Her ses kor-forlængelsen og den tilmurede dør. Vinduet sidder på norddørens plads

Skibet er ca. 14 m langt, og på de vestligste 11,70 m er der en stærkt markeret, glat vulst på den øverste kant. På den del af koret, vi taler om, og de østligste 2,30 m af skibet er vulsten mere flad og helt forskellig fra den føromtalte.

Sokkelsten med tovsnoninger på rundleddet
Det, der må have været den øverste række under apsis, har tovsnoet vulst.
Forvitring gør, at tovsnoningen kun ses tydeligt på de mest finkornede af stenene, men den kan dog anes på de fleste af de sokkelsten, der i dag sidder i korgavlen - som et minde, og et af beviserne for, at Udby kirke havde apsis til engang i 1400-tallet.

Sokkelstene med henholdsvis rund og flad vulst,
hvor de to forskellige profiler mødes på sydsiden
Hjørnehovederne
Det bedst bevarede af de fire hjørnehoveder
Man tilstræbte i romansk tid et kvadratisk kor med apsis, og et skib der var lidt bredere, men dobbelt så langt som koret. Koret i Udby er ca. 7,5 m bredt. Stenene med den flade profil, der går ca. 2,30 m ind under skibet, rækker sammen med døråbningen indtil koret ca. 7,5 m. Her skal kun gættes på, at stenkirken kan være bygget af to gange. Ved korforlængelsen i senmiddelalderen flyttedes de gamle korhjørnestene ved apsis frem mod øst. Begge har udhuggede hjørnehoveder, men kun det sydlige ses tydeligt.
Det nordre er meget forvitret og anes kun som en knop. Det gør ligeledes hovederne på skibets østvendte hjørnestene. Men der er åbne spørgsmål her på overgangen mellem skib og kor - stenene kan være flyttet fra kor til skib. De nærmere omstændigheder må stå ubesvaret hen, indtil "Danmarks Kirker" - eller andre - kommer. "Danmarks Kirker" er en afdeling under Nationalmuseet, hvis mål er i bogform at give en professionel beskrivelse af alle landets kirker.
Korets tilmurede dør og kundskabens træ
Karmstenen der får lyset fra øst
I 1991 besluttede det daværende menighedsråd at blotlægge og afrense overliggere og karmsten omkring korets tilmurede dør. Frem i lyset kom en udsmykning af karmen i en rektangulær indramning på den østvendte side af vestre karmsten. Med denne udsmykning som nøgle vil jeg forsøge at kæde den sammen med udsmykningen på døbefonten, billedstenene ved skibets dørsteder og tovsnoningerne på stenene fra den daværende apsis.
På langs af karmstenen er hugget et snoet bånd, hvortil der på den nederste halvdel med stilk er hæftet 6 modsatrettede cirkler, der kan tolkes som æbler. På øverste halvdel begynder snoningen med noget, der ligner et slangehoved, og til slangens krop er hæftet 3 stiliserede palmeblade. Denne kombination ses modsatrettet 5 gange omkring snoningen, som var det 5 grene eller palmer, hvorfra en slange stikker overkrop og hoved frem – altså "træet til kundskab om godt og ondt" fra paradisets have. Kundskabens træ blev i middelalderen et træ, der bar æbler – det træ, hvorfra Eva plukkede frugten, som hun fristede Adam med, og om hvis stamme slangen snoede sig. Som træet her er vendt mod lyskilden fra øst, bliver de destruktive kræfter i træet forvandlet til positive kræfter. Gudslyset, skaberlyset, kommer fra øst. De 6 æbler bliver nu ved dette lys til et billede på 6-dagesværket - verdens skabelse. Opstandelsens lys kom ligeledes fra øst. Og ved at det skinner på de 5 grene, bliver de et billede på Kristus, der ved sine 5 sår frelser verden. Hertil kommer, at Kristus i middelalderens billedverden er den nye slange, der overvinder den gamle.
Nordsidens tilmurede dør til koret, som nu fremstår i niche
Døbefonten – fra Lillebæltgruppen
Fra undersøgelser i andre kirker ved man, at døbefonten kunne have sin plads på et podium midt i skibet lidt øst for dørene mod nord og syd. Sådan må vi antage, at fonten i Udby også har stået indtil stolestaderne kom til at fylde næsten hele rummet. I sin bog "Danmarks middelalderlige døbefonte" opdeler Mackeprang nogle af landets fonte i grupper. Fonten i Udby beskriver han som hørende til Lillebæltsgruppen. Døbefonte af denne type kendetegnes blandt andet ved firsidet fod og mundingsplade. De andre fonte i gruppen er Balslev og Husby her i Vends herred, i Båg herred Sandager, Holevad, Vedtofte, Søllested og Sø Søby.
Udby kirkes døbefont. Bemærk det ligearmede græske kors
Fonten i Udby har foruden firesidet fod en næsten kvadratisk mundingsplade og 4 næsten ens hjørnehoveder med pander, der går ind i pladen, og med halse, der går i ét med kummen. Mellem hjørnehovederne er i indramning fra mundingspladen nedhængende stiliserede palmeblade – blade af type som på karmstenen, men uden slange. Den omstændighed, at hjørnehovedernes halse går i et med kummen, kan være en mindelse om de 4 floder, der udsprang i paradisets have, nemlig Eufrat, Tigris, Ganges og Nilen.
Med lidt dristighed er det fristende at se bladdekorationerne på kummen som livets træ, og kummen som brønden, hvorfra vandet i floderne strømmede ud over jorden i det jordiske – men nu tabte – paradis.
Den firesidede og yderst sjældne fontafslutning kan måske tolkes som den mur, der antydes, men ikke beskrives, i skabelsesberetningen.
Billedstenene

Adam og Eva på slangen ved skibets syddør. Denne sten var i en periode på Udbygaard. Siden 1991 på sin oprindelige plads
Billedstenene ved skibets tilmurede norddør og ved syddøren forestiller to kjortelklædte personer. Begge kan tolkes som Adam og Eva efter syndefaldet, uddrevet af haven. De har tøj på, og de vender fødderne mod hinanden, et tegn på at de er på vej bort fra noget.
Ved syddøren står de på et vældigt uhyre, hvis ansigt ligner Fanden selv. Ved norddøren er slangen under deres fødder kun svagt markeret.
Lidt længere mod vest på skibets kolde og mørke hjørne er indsat en sten med en brølende løve. Løven kan enten være vogter eller som her være Satan, der går omkring som "en brølende løve", søgende hvem han kan opsluge i det "uciviliserede", hvor det onde har råderum.
Løven drejer hovedet op over ryggen og holder det i profil. Farvenuancer i stenen gør, at manken tydeligt ses
Det ville være lettere for os, her i spændingsfeltet mellem godt og ondt, i de to døre, at kunne finde positive symboler.
Trods alle farer gik vejen for middelaldermennesket gennem de to døre i skibet, hvis de skulle optages i slægten og have håb om frelse og salighed.
Kirkerummets symbolik
I dag er kirken et indviet mødelokale, hvori ordet forkyndes. Fra den blev bygget som romersk-katolsk kirke og til reformationen i 1536, var den det sted, hvor Gud også uden for messen var til stede på en ganske særlig måde. Den opfattedes som et jordisk sidestykke til det himmelske paradis. Med det in mente blev den udsmykket. Kun i det kendte og tabte kunne man forestille sig det nye og kommende paradis. Kirken var også et billede på Kristus, her i skibet markeret på døbefonten med et ligearmet såkaldt græsk kors. Korset er ikke alene taget fra livets træ, men symboliserer i den kristne kunst i denne form Kristi fire gerninger: Han åbnede Himlen, knuste helvede, skænkede nåden og gav syndernes forladelse.

Apsismaleri i Vester Broby kirke, Sorø kommune – Kristus som konge indrammet af en regnbueoval (mandorla). Han velsigner med højre hånd og holder i venstre en korsstav og en bog
Af gode grunde kender vi intet til alteret, men i middelalderlig katolsk sammenhæng var hovedalteret det vigtigste stykke inventar. Selvom vi heller ikke kender den indvendige dekoration i apsis, kan vi sige, at apsishvælvingen blev opfattet som symbol på Himlen, hvor Gud troner. Derfor blev den del af rummet ofte udsmykket med en i himlen tronende Kristus. Det eneste, der er tilbage af apsisudsmykningen, er tovsnoningerne på de buede sokkelsten i den nuværende korgavl. Tovsnoninger markerer skellet mellem Guds orden inde i kirken – og kaos udenfor.
Hvis vi her i år 2003 skulle tolke forlægget, må det have været at beskrive budskabet om det, der var – det, der er – og det, der kommer.
I Gamborg satte man en sten udvendig i korets nordmur, hvori er hugget en fisk – tegnet der siger "Her bor Kristus". I Kauslunde er bevaret en døroverligger af granit med indhugget kors.
Hvilket mærke er der på din kirke?

Foto
Palle Blinkenberg og Rune Rask
Kilder
Lise Gotfredsen og Hans Jørgen Frederiksen:
Troens billeder – romansk kunst i Danmark, 1993
Frithiof Dahlby: De heliga tecknens hemlighet, 1967
M. Mackeprang: Danmarks middelalderlige døbefonte, 1941
Jydske Granitportaler, 1948
Martin A. Hansen: Orm og Tyr, 1956
Vedel Simonsen: Bidrag til Udby sogns historie,
Landsarkivet Fyn, 1832
Danmarks kirker, Nationalmuseet

I_spidshammerens_spor.docx