Præstens hjørne

  

 

Samtaler og samtaleforløb aftales med Vita på tlf.: 4042 8740

Når livet gør ondt, du er midt i en sorg eller du kæmper med eksistensen, trosspørgsmålet eller mening – så kontakt Vita med henblik på en enkelt samtale eller samtaleforløb.


En eller flere samtaler med præsten kan tage udgangspunkt i ny eller gammel sorg. Spørgsmålet til tros-biografien eller de svære ting i livskriserne. Din alder betyder ikke noget, de unge kan også have ondt i livet.

Præsten har tavshedspligt og samtalen registreres ingen steder.

Kontakt Vita og aftal tid og sted for samtalen.

 

 

Den fortabte søn vender hjem
Hvad med os? Er vi parate til at »gå i os selv« og
vende hjem
?


Af Vita Andreasen

Vi går ind i sommeren med pinsens livfulde og varme livskraft, livslyst og kærlighedslyst i os. Helligånden er ikke kun noget, vi taler om i trosbekendelsen, den er en levende og virksom størrelse i vores samfundsliv, familieliv, landsbyer og kirke.

Helligånden giver os nye øjne at se med, så vi gennemskuer det åndløse. Ligesom vi gennemskuer, at den vacuumpakkede sandwich, der er sendt hertil fra Letland, og som kan holde sig i endnu 14 dage måske nok er fri for bakterier, men den er også tømt for smag og madens livfulde duftende åndrighed. Den alt for lange transport og den lufttomme emballage er åndløs.

Vores samfund er blevet vacuumpakket

Et liv uden pauser, et højhastighedsliv med speederen i bund og øjet udelukkende fæstnet på økonomisk vækst, og en pandemi oveni betyder, at vores samfund er blevet »vacuumpakket« tømt for livgivende luft og »smag«. Lad os afdække det sammen. Ellers risikerer vi at blive »fortabte«, ligesom den yngste bror i lignelsen om den »Fortabte søn«.


Hvorfor maler Allan Herrik en akvarel af
»Den fortabte søn«?


Tilsyneladende er der ikke noget satirisk eller drillende i Allan Herrik’s forside denne gang. Der er fire halvstore grise, og disse svin er malet i samme lilla og brune farver som den »fortabte søn«, der med bøjet hoved langsomt og på gåben er på vej hjem til sin far. Himmel og jord er malet i dystre men også varme nordiske farver, en varm okker gul ligger og lurer bag ved det mørke udtryk. »Af jord er du kommet«. Prikker Allan alligevel til os?

Jøder har i årtusinder ikke spist svin, derfor er det ekstra ydmygende for den yngste søn, at han kommer til at passe svin, da han står fattig tilbage efter at have bortødslet hele arven, som han endog har fået udbetalt, selvom faderen lever i bedste velgående.

Uvelkommen er han i det fremmede, og han får ikke engang lov til at spise af de bønner, som svinene spiser af.

Han »går i sig selv« og siger: »jeg vil gå
hjem til min far«.


Det er et fantastisk udtryk: »at gå i sig selv« . Den nye oversættelse »Bibelen 2020« siger:
»han sagde til sig selv og
kom endelig til fornuft, jeg
vil gå hjem til min far«.

Hvad nu hvis Allan’s akvarel er et vink med en vognstang om, at vi er gået for langt. At vi på alt for korttid har opbrugt »arven« fra vores fædre og mødre og »moder jord«. I lignelsen kom der en hungersnød, der fik sønnen til at »gå i sig selv«, hos os kom der en pandemi Covid 19. Mon vi er parate til »at gå i os selv« og ændre perspektiv og retning i vores fælles liv og i
vores eget liv?

Allans billede får mig til at tænke på: rovdrift på ressourcer, klima, madspild, vegetarretter som en mulighed og den ekstreme hastighed hvormed vi forbruger uden ordentlige pauser i dagligdagen. Vi hiver åndeligt talt efter vejret.

Der er altid et håb i Allans billeder. Allan er fortrolig med lignelsens højdepunkt og slutning. Han ved, at faderen tager imod den hjemvendte søn med åbne arme. Sådan også for os. Gud er en tålmodig Gud. Gud venter på os med åbne arme. Guds varme hjertelige favntag kurerer os for den åndelige åndenød, vi er i.


Det er længe siden, at vi har trængt så meget til Helligånd som nu
»Helligånden kan sammenknytte os ved troens bånd, så vi glade vandrer elskende
hverandre«, som Grundtvig siger det. Tænk igen at kunne blive sammenknyttet af troens bånd hvilken frihed. Vi kan igen besøge hinanden, spørge til hinanden ansigt til ansigt, og vi kan tage andre med i bilen, og vi kan dele ud af maden, vi selv laver. Det er forunderligt og ubegribeligt men sandt. Lige nu prikkes der hul på den åndelige åndenød hos os.

 

Kristendommen er en oversættelsesbevægelse
Allan som kunstner hjælper os med at oversætte bibelens fortællinger, billeder og symboler ind i vores tid. For det er os helt almindelige mennesker, der skal oversætte det kristne mysterium til handling, kunst, musik, natursyn, forståelsen af biodiversitet og empati overfor: den sørgende, naboen, den fremmede og dén der er anderledes. Så
grænsesprængende er Helligåndens blæsevejr denne sommer, at kærlighedens ånd puster nyt liv i de spæde trosgløder, der har overlevet pandemien hos os, så vi genfødes til en ny virkelighed, hvor vi uden forbehold deler ud af evangelisk glæde, forundringsparathed, frihed og økonomisk overskud. Lige nu efter denne voldsomme pandemi genfødes vi til et nyt og forandret liv med ansvar for hinanden og kloden.


 

Sommer 2021

 

 

 

Når ordene falder i god jord – sjælen længes efter gode ord i en coronatid


Vi er på vej mod forår og sommer, og vi mærker, at lyset får mere og mere magt. Vi spejder efter forårstegn: erantis og vintergæk, og snart bliver det påskeliljer og tulipaner. Og vi lytter til fuglenes sang i træer og fra fuglebrættet. Vi har i corona året 2020 - 2021 fået et særligt godt øje til naturen, og mange fortæller mig om, at en daglig gåtur er blevet en vane i disse måneder. Det er som om, at naturen får os til at løfte blikket, og vi bliver forundringsparate, når vi ser naturens evne til at skabe forvandling. Lige nu lyser sneen op, og børnene kælker.
Biskopper kan også skrive salmer

I kirken er vi begyndt på et nyt kirkeår, med kyndelmisse og fastelavn, og i de kommende måneder bliver det påske og pinse. Hans Adolf Brorson var biskop i Ribe i 1700-tallet i en helt anden tid. Men det er som om, at han rammer vores tid på vej mod forår og påske med ordene: Trange tider langsomt skrider,/ langsomt skrider. Det har den art./ Dagene længes, vinteren strenges, / vinteren strenges.  Og det er svart./ Trange tider langsomt skrider,/ langsomt skrider. Det har den art./


Det er trangt, at pandemien rammer vores klode. At mange dør, at børn, unge og vi alle ikke kan ses. At nogle mister arbejdet, og nogle mister modet. Det er trange tider. Og de skrider alt for langsomt.


Der har lige været Danmarksindsamling, og når kirkebladet udkommer, er der indsamling til Folkekirkens Nødhjælp 14. marts. Denne tid kalder på et særligt udblik. Vi siger til hinanden: »Hvor er vi heldige med at bo i dette »smørhul« af et land«. Og hvor er det vigtigt, at vi rækker hånden ud mod alle de børn og voksne, der bor i andre lande, hvor de mangler alt, og hvor børnene alt for let bliver de store tabere. Vi er dybt forbundne hele verden rundt i venskaber, handelsforbindelser og turistrejser. Også verdens fattige lande skal have vacciner nu. Vi hjælper også os selv, når vi hjælper de andre.


Hans Adolf Brorson kendte selv til trange tider. Han voksede op i præstegården i Randerup tæt på Vadehavet, her var hans far præst. Digerne i Vadehavet var små dengang, og stormfloderne kom ofte og lagde store landområder og landsbyer under vand. Efter en sådan stormflod, hvor vandet stod op til loftet i præstegården, døde hans far af lungebetændelse. Brorson får tretten børn, halvdelen af børnene dør i barselsseng eller som små. Og han mister sin kone Katrine  i barselsseng med barn nummer tretten. Netop det år hvor Brorson mister sin kone, bliver han kaldet til at blive biskop i Ribe stift af den enevældige konge.
Midt i trange tider er der brug for, at vi finder gode ord til hinanden. Og det er vigtigt, at de falder i god jord. Gode ord masserer, kultiverer og levendegør vore sjæle.

Det tredje coronabillede fra Allan Herrik


Allan er formidabel til at indfange og male kirkens udfordringer her og nu. Forside billedet er den tredje corona akvarel fra Allans hånd. Der er altid et lille satirisk twist over billederne. Tre tydelige virus er på vej ind i centrum af billedet. De tre biskopper i deres smukke bispekåber bevæger sig på kanten af deres formåen, den ene får næsten overbalance i forsøget på at holde corona virus på afstand af vores verden. Disse gode fromme mænd og kvinder med glorie om panden kender godt deres opgave, men denne pandemi forskyder fokus. Så døden med sin narrehat og sit timeglas stjæler billedet og får alt for meget plads. Timeglasset løber over, tiden går og løber, og hvor er vores redning?


Lige nu rammer anden bølge os hårdt med nedlukning og restriktioner. Allan ynder at få os til at fatte livets korthed, at døden lurer på os alle, det gør pandemien tydeligt for os. Vi er alle i samme båd, og hvis kirken ikke tør tale om døden, hvem tør så?


Heldigvis er biskopperne og vi alle ikke overladt til os selv – lige nu og i al fremtid, det er vores tro. Frygt ikke tro kun, som Jesus ofte siger det i mødet med det bange menneske.


Den store kontrast i billedet er jordens mørke lilla grønne brune jordfarver: »Af jord er du kommet, til jord skal du blive«. Men det modsvares af solens gyldne varme gule farver. Den gule farve er den egentlige baggrund for hele billedet. Og det er det, som gør, at biskopperne og vi alle holder os på benene. Påskemorgen solen fortæller, at det gode altid sejrer, at sygdom og død aldrig får det sidste ord på den lange bane, og at der er en ny begyndelse bag alt det, som truer os lige nu. Pandemier ebber ud, vacciner bliver til, og vi rækker ud efter hinanden, så ingen skal være alene med angsten og uroen. Allan er god til at få os til at se tingene fra skæve vinkler. Denne gang vender billedet op og ned på vores synsvinkel. Billedet »ligger ned«.

Gode ord falder i god jord

Biskopper, provster og præster skal ikke lave vacciner, det er galt nok at skulle håndtere nedlukninger med mere. Vi støtter al naturvidenskabelig forskning, men vores felt er den metafysiske verden, troen, håbets og kærlighedens verden. I den verden er det ordene, der gør en forskel. Vi skal gå forrest med gode ord, dem er der brug for. Vores sjæle længes efter trøst, ord der kalder på livslyst og udholdenhed, og ord der nærer vores tillid til livet og hinanden. Særligt i en coronatid er det en god idé at lade salmebog og højskolesangbog ligge fremme på bordet. Og at begynde eller slutte dagen med at læse en sang eller en salme højt alene eller sammen med de andre i hjemmet.
Lige nu kommer jeg i forlængelse af Allans billede i tanke om tre biskopper, der har været salmedigtere: biskop Kingo fra Odense i 1600 tallet, Hans Adolf Brorson fra Ribe i 1700 tallet, og Johannes Johansen fra Helsingør i 1900 tallet. Fra sidst nævnte kender vi ordene: »Du som har tændt millioner af stjerner,/ mørket i verden vil du byde trods./ Du er vor Far, den, der vogter og værner,/ lys i det mørke, som kommer fra os./«

 

 

Af Vita Andreasen - marts/april 2021