Ørslev kirke

Ørslev kirke er en såkaldt "Åben Kirke".

Ørslev kirke er en såkaldt "Åben Kirke".
Det betyder at der er adgang til kirken mandag til fredag kl. 8-18

 

Ørslev kirke er kendt for den fine, høje beliggenhed


Denne fine landsbykirke, oprindeligt indviet til Vor Frue (Jomfru Maria), ligger i byens sydøstlige hjørne på en bakketop, hvorfra der er en enestående udsigt mod Tellerup og de skovklædte Wedellsborg banker.

Orgelet i Ørslev kirke har en usædvanlig smuk klang, kig forbi til en gudstjeneste eller til orgelmatiné.

Kirken er fra tidlig middelalder. Læg mærke til døbefonten – en af de få i fedtsten i Norden og opsat på granitsokkel.

Den er sejlet hertil fra Norge i Vikingetiden, hvor der foregik en livlig sejlads fra Norge gennem Lillebælt. Det er muligvis Danmarks ældste døbefont og er derfor nok også noget af Danmarks ældste kirkeinventar.

Kirken ligger højt og med god udsigt over Tellerup bjerge og det fynske landskab.

Tag kaffekurven med eller et glas hvidvin og tag en pause ved kirkegårdens bordbænkesæt og nyd kigget udover raps- og kornmarker eller kombinér besøget med en vandretur i den vestfynske natur.

 

 

 

Fordyb dig i historien

Ørslev sogn består af 5 ejerlav, Ellesø, Ørslev, Tellerup, Tybrind Hovedgård og et lille ejerlav mod nord, grænsende op til Balslev sogn kaldet Balslev By. Dette er udskilt fra Ørslev ejerlav og bestod oprindelig af to gårde, nu kun af Ørslev Skovgård.
Af de tre førstnævnte ejerlav er Ørslev det ældste, mens Ellesø og Tellerup menes at være dannet af tilflyttere fra naboområderne. Rigsråd Corfits Tønnesen Viffert nedlagde i 1588 landsbyen Tybrind, bestående af ni gårde, og oprettede i stedet hovedgården Tybrind, der senere blev erhvervet af ejeren af Ivernæs, det senere Wedellsborg, hvortil den stadig hører.

 


Sognets kirke ligger landsbyens østlige hjørne på en bakketop, hvorfra der er en enestående smuk udsigt mod Tellerup og de skovklædte Wedellsborg Banker. Hvor længe den har ligget der kan ikke fastslås med sikkerhed, og vi ved heller ikke, hvem der har bygget den, men den oprindelige romanske del af kirken, opført i munkesten, er formentlig fra omkring år 1200 e.Kr.


Gennem tiderne er der sket omfattende om- og tilbygninger. Kirkens mure er bygget højere, koret er udvidet mod øst, og i senmiddelalderen er kor og skib udvidet med et våbenhus i syd og et tårn i vest.

 

Kirkens indre
Inde i kirken, der oprindelig har haft træloft, lerstampet gulv og måske enkelte skamler, ellers kun ståplads, findes i korets østvæg et stort nu tilmuret vindue, hvorfra lyset i rigeligt mål bag det dengang lave alter har kunnet strømme ind i den i øvrigt halvmørke kirke, der kun var sparsomt oplyst af de små vinduer i ydervæggene.
Det oprindelige loft er i senmiddelalderen erstattet af de smukke gotiske krydshvælvinger i kor, skib og tårn, og der er kommet store vinduer i nord-og sydvæg. Endvidere er der lagt trægulv og kommet stolestader til kirkegængerne, indlagt elektrisk lys og centralvarme. I 1987 købtes et nyt orgel med 8 stemmer til erstatning for det gamle orgel fra 1917, som var helt nedslidt.
I den katolske tid talte præsten ved en pult i koret, men efter reformationen blev der opsat en, senere fornyet, prædikestol ved skibets sydvæg op til korbuen, ligesom de to nicher i koret til sidealtre blev tilmuret.
Kirkens inventar består iøvrigt af et eftermiddelalderligt krucifiks over korbuen, en altertavle, som er en kopi af et maleri af Carl Bloch, forestillende Jesus med barnet samt to sengotiske alterstager af malm, men senere forsølvede.
Både altertavle og prædikestol skønnes at være fra omkring år 1800.

 

 

 

Døbefonten
Usædvanlig og enestående er kirkens døbefond. Den består af et stort, formentlig norsk klæberstensfad uden stor dybde og anbragt på en sokkel, en såkaldt kapitæl. Fadet stammer sandsynligvis fra vikingetiden, hvor der foregik en livlig sejlads fra Norge gennem Lillebælt. 

 

 

Klokken
I tårnet hænger den gamle klokke fra 1426 med en tekst samt støbemesterens navn på latin. Han hed Henrik Nielsen.
Oversat til dansk lyder teksten: Hil dig Maria - fuld af nåde - Herren er med dig - velsignet er du blandt kvinderne - og velsignet er dit livs frugt - Jesus Kristus. Amen.

 

Kirkeejere
Efter reformationen tilhørte Ørslev Kirke Kronen, indtil den ved Kristian d.Tredjes skøde fra 1545 blev overdraget Christoffer Gyldenstjerne til Ivernæs. Hermed fulgte patronatsretten, d.v.s. retten til kirkens tiende og øvrige indtægter mod til gengæld at vedligeholde kirken, samt retten til, på visse betingelser, at kalde/ansætte præsterne i Føns, hvortil Ørslev hørte som annekssogn. Patronatsretten har siden tilhørt ejeren af Ivernæs og fra 1672 lensgreven på Wedellsborg, indtil den i 1909 overgik til selveje.
Føns-Ørslevs ældste kirkebog blev påbegyndt af Poul Rosenvinge i år 1666.

Oerslev_kirke.doc