Udby kirke ligger midt i landsbyen tæt på Assensvej og med udblik over Fønsvang sø
Den eneste af ’De 4 kirker’ der ikke har hvælvinger. Men på grund af de store vinduer og det store åbne kor er det et meget lyst rum. Kirken er en tidlig middelalderkirke, og træværket er holdt i rene blå nuancer.
Altertavlen er malet af Ernst Trier i 1960. Hovedmotivet er: ’Den sidste nadver’, til venstre herfor er ’Bebudelsen’ og til højre det indtryksfulde motiv: ’Begrædelsen’, hvor vi ser Jesu mor, Maria og Johannes, den discipel, Jesus elskede højst, begge står grædende fulde af sorg ved siden af korset med den døende søn og ven.
Den sidste nadver
Bebudelsen
Læg også mærke til det smukke krucifiks i koret – et tidligt træskærerarbejde.
I vinduerne ligger sten fra sommerens pilgrimsvandringer som præst Vita Andreasen leder.
Udby kirke bruges også ofte til koncerter og stillegudstjenesten "Livfuld pause" skal også nævnes
- Sidste torsdag i hver måned kl. 17.00-17.45 kan du mærke den særlige atmosfære i Udby kirke. Her er der mulighed for at lade roen sænke sig, for at efterlade de tunge tanker og gå opløftet derfra.
Giv dig selv et pusterum i hverdagen og afstres dit sind med stilhed, gode ord og skøn musik i dette særlige og tidløse rum.
Prøv at se en video om Udby kirke fra You Tube
Klik her! og gå frem til minuttal 11.50
Fordyb dig i historien
I de kongelige åbne breve Chr. III udstedte 9. maj 1555 angående forbedringer i præsternes løn (ved sammenlægning af præsteembeder) står blandt andet:
»Item Weyebye Kiecke skal nederbrydes og sogne Folchit søge til Udbye Kircke.«
589 (JM) til embedet: »34 Tiendeydere. Annex var Wibye - er afbrot.«
I 1574 (JM) fik Middelfart Kirke lov til at tage mursten fra den nedlagte Viby Kirke i Udby Sogn. Helt forsvundet har den næppe været i 1589, man var i hvert fald ikke færdige med at reparere på Middelfart Kirke i 1591!
Når Viby nævnes som annex, må de to sogne have været ét pastorat. Sagnene fortæller - optegnet 1853-83:
I Viby, Udby sogn, har der før været en kirke. Sognepræsten for Udby og Viby sagde nemlig, at han kunne står i lydhullet på den ene kirke og råbe over til den anden, de lå da for nær sammen, mente han, og han søgte så om tilladelse til at brække Viby af. Denne fik han også imod, at han selv skulle brække den første sten af. Det gjorde han, men blev fortæret af utøj. Viby kirke har ligget sydøst for Lærkehuset på Viby Mark. Pladsen har været udlagt til grusgrav og mange ben er ved den lejlighed opgravet af kirkegården. Det fortælles, at kirken i Gamborg før har ligget i Viby. (Lars F.)
Den anden version fortæller: På Lærkebanken ret før man kommer til Viby ligger den gamle kirkegård. Her lå indtil slutningen af forrige århundrede sognets ældste kirke; men præsten "blev kjed af at præke i to kirker" (Udby og denne) og da Viby var gammel og brøstfældig tog han det som påskud og lod den bryde ned. Men kort efter fik han lusesyge og døde. Kirkegården er nu kun en stor grusgrav, hvor man i det opgravede sand og grus kan finde levninger af de døde. (K.P.Dalin).
I 1942 fortalte Hans Nielsen, Viby, født 1856, til en artikel i Fyns Tidende den 9. august:
»I mine unge dage var her intet anlæg, men grusgrav, hvori blandt andet jeg arbejdede. Vi gravede mange skeletter op, og selv om ikke alle var lige velbevarede, kunne vi, af den måde de var anbragt på, tydeligt se, at de stammede fra en kirkegård. Jeg husker desuden, at drengene fra Middelfart kom her og samlede ben.
Da greven fik dét at vide, udbrød han:
»Nej, det er dog for galt, at man ikke kan lade de døde hvile i fred.«
Greven lod nu stedet frede og beplante i 1890. Viby bylaug, ophævet 1934, udførte arbejdet med at planere og plante, under arbejdet fandt de en del grundsten af granit, mange munkesten samt en del knogler. Knoglerne er nedgravet hvor døbefonten står. En munkesten, Hans Nielsen fandt, stod der »Viby« på, den lagde han ved siden af døbefonten, men dagen efter var stenen desværre borte.«
Døbefonten kom fra Bygbjerggaard (Svend Andersen's mormor »døbte« som barn dukker i den).
I 1915 blev der rejst en grundlovssten. Tidligere blev der holdt kirkelige sommermøder og under krigen alsang.
Da man i midten af 1930´erne sænkede vejen ud for Gammel Kirkegård, fandt man også her ben fra kirkegården.
På marken syd for og ind til pladsen findes stadig stumper af røde brændte teglsten.
